Velfærdsteknologi er blevet et modeord. Særligt inden for ældreplejen diskuteres flittigt dette nye begreb – velfærdsteknologi.
Ord skaber som bekendt forestillinger og virkelighed. Men alt er jo ikke kun enten godt eller skidt.
Det meste ligger et sted midt i mellem, afhængig af hvordan vi kan og vil bruge mulighederne.
Senest har Århus Kommune fået lov til, under frikommune ordningen, på plejehjem at overvåge demente beboere om natten når de sover. De berørte beboere på plejehjemmene har ikke selv været i stand til at ytre sig, eller på anden måde tilkendegive, om de accepterede denne overvågning.
Der er rigtig mange spørgsmål i denne problemstilling. Jeg er med på, at velfærdsteknologi også rummer fordele. En trædemåtte, som varsler personalet om, at en dement beboer nu er ved at forlade sit værelse kan jo være helt relevant. En GPS i skoen til en gammel, der hver formiddag ønsker at gå en tur i skoven kan give den gamle en frihed til netop en tur i skoven, fordi personalet har en mulighed at gribe ind, hvis turen f.eks. tager længere tid end sædvaneligt.
Men en overvågning via kamera mens man sover, uden at den pågældende selv har givet samtykke – ville vi selv ønske det? Og hvorfor egentligt? Vil nogen påstå, at kameraet giver mere tryghed og omsorg end personalet der kigger ind?
To ting er vigtige i denne diskussion – værdighed og ærlighed.
Disse nye teknologier kan bruges med værdighed og skabe nye muligheder for den enkelte. Det er positivt og godt. Men de kan også bruges alene ud fra en økonomisk betragtning, uværdigt og med fremmedgørelse til følge.
Vi skal være bevidste om den nye velfærdsteknologis muligheder, men så sandelig også om dens risici.
Når vi bliver gamle og svage vil vi behandles med omsorg og værdighed. Og vi skal være ærlige og erkende, at det har en økonomisk omkostning på de offentlige budgetter. Det er i høj grad en konsekvens af, at vi lever længere. Vi skal turde tage diskussionerne om disse vanskelige og principielle spørgsmål.
Der er nu noget i den gamle talemåde om, at et samfund kendes på, hvordan det behandler sine ældre.
Birte M. Andersen, byrådsmedlem i Skanderborg og folketingskandidat (V)
Horsens Kredsen
