Venstres valgprogram 2026-2029

Venstres valgprogram oplæg 2022-2025

Download vores valgprogram for kommunalvalget 2021 som PDF – Valgprogram 2022-2025


Indledning

Venstre: Horsens Kommune kan gøre det endnu bedre for borgerne i 2025 – 2029

 

Borgerinddragelse, velfærd og valgfrihed

Der er mange ting som går godt i Horsens Kommune. Der er vækst i virksomhederne, mange nye borgere kommer til, der bygges mange steder, sports- og kulturlivet klarer sig godt. og Uddannelsescampus ved banegården er en markant smeltedigel for forsat vækst og udvikling. I Venstre er vi stolte af kommunens generelle udvikling. Alligevel er der ting, som vi mener kan gøres bedre. Derfor ønsker Venstre de næste fire år at sætte yderligere fokus på:

  • Borgerinddragelse – sammen tager vi klogere beslutninger
  • Betal kun for den tid, dit barn er i dagtilbud
  • Frisatte skoler, maximalt 24 elever pr. lærer
  • Veje og idrætsfaciliteter skal udbygges i takt med væksten i antallet af borgere
  • Værdig alderdom med frit valg og uden ensomhed
  • Ren fjord – Styr på spildevandet og udledning af næringsstoffer

Når det går godt, hvorfor så justere retningen?

Fordi vi i Venstre oplever, at medarbejdernes og borgernes ressourcer og viden ikke bringes i spil i udviklingen af Horsens kommune. Venstre mener, at der er for mange beslutninger, som bliver taget med topstyring uden tilstrækkelig inddragelse. Derfor ønsker vi mere fokus på inddragelse, så medarbejdere og borgerne bliver stolte af at være en del af udviklingen i kommunen.

Hvis vælgerne og Byrådet ønsker det, så stiller Venstre med Martin Ravn som en erfaren og visionær borgmesterkandidat, der kan være garant for en ny ledelsesstil for vores byråd.

Martin Ravn vil lede kommunen med åbenhed, ærlighed og samarbejde, hvilket vil frigøre energi og nye tanker til en stærkere udvikling.

Dette politiske notat er udarbejdet af Venstre i Horsens kommunes kandidater til byrådsvalget i november 2025. Venstres’ kandidater glæder sig til at drøfte visionerne og retningen med alle, så notatet bliver så stærkt som muligt.

Hvis du læser notatet og har gode ideer der kan forbedre eller styrke forslagene, så kontakt os meget gerne for et møde eller en samtale. Venstre mener det alvorligt, når vi siger, at vi ønsker større
inddragelse. Så uanset om du stemmer på Venstre, eller bare er engageret i, at vores kommune udvikler sig positivt, så er enhver sparring meget velkommen.

Notatet vil udvikle sig i takt med de input vi modtager, og vil ved udgangen af oktober 2025 fremstå som vores færdige valgoplæg, som vælgerne kan forvente, at vi vil forfølge de næste 4 år.

God læselyst.

Vi ser frem til at høre fra dig.
Venstre i Horsens Kommune

Martin Ravn og Rasmus Clausen
Borgmesterkandidat og formand for Venstres Kommuneforening

Venstre Horsens kandidatkort


Horsens Kommune skal være foregangskommune i inddragelse

Venstre ønsker forandring.

Vi vil styrke ejerskab og stolthed over kommunens udvikling, ved at inddrage borgerne i flest mulige beslutninger.

  • Borgerinddragelse skal ske tidligt i processerne – ikke når beslutningerne allerede reelt er truffet. Borgermøder skal være reelle dialogrum, hvor input kan ændre udfaldet.
  • Kommunens ledelse skal være præget af åbenhed og gennemsigtighed.
  • Venstre tror på, at borgerinddragelse bidrager til inspiration samt gode ideer, fra dem der bor og lever i kommunen. Dette skal ske med meget tidligere inddragelse og involvering af borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og de mange frivillige foreninger, når der er forandringer på vej.

I den sidste ende er det Byrådet som tager beslutningerne, og ingen kan forvente, de har vetoret, men når borgerne har involveret sig som f.eks. ved høringer på lokalplaner, eller drøftelser i brugerbestyrelser, så skal borgerne også kunne regne med, at de besluttede rammer overholdes.

  • Når borgerne har involveret sig som f.eks. ved høringer på lokalplaner, eller drøftelser i brugerbestyrelser, så skal borgerne også kunne regne med, at de besluttede rammer overholdes.
  • Beslutningsprocesserne på Ringvej Syd og Aksel Sørensensvej med en indkørsel ved Netto samt afvisning af, at lejeboliger kan blive andelshavere i private vandværker, er eksempler på, at der er brug for at gøre tingene anderledes.
Horsens Kommune skal være kendt for en effektiv og viden opbyggende involvering, hvor man spørger ”hverdagens eksperter” uden det betyder tab af udsyn, dynamik og beslutningskraft.
  • Lokalsamfund, børnehaver, skoler og ældreinstitutioner må gerne være forskellige og udtrykke det særkende, der har betydning for borgerne. Dette ønsker Venstre at fremme ved, at serviceydelser som børnepasning, skoler, handicapinstitutioner og ældrepleje skal udvikle sig med involvering af ideer og kompetencer fra ansatte samt brugere og pårørende.
  • Venstre foreslår at alle offentlige institutioner og serviceydelser laver brugergrupper og bestyrelser og giver dem reel indflydelse. Horsens Kommune skal bidrage som facilitator, for at disse grupper fungerer, viden deles på tværs og inddrages i såvel forvaltningernes som politikernes beslutningsgrundlag.
  • Kommunale medarbejdere og ledere skal påskønnes, når de påtager sig involveringen samt påpeger, når det ikke sker.
Politisk vælgermøde i Horsens

Vækst og øget velstand

Vækst og velstand er ikke en selvfølge
– sådan vil Venstre styrke det, vi skal leve af i fremtiden.

Vækst og velstand skabes primært af mennesker og virksomheder. Vores ambition er at give de bedste rammevilkår for virksomhederne, så de med indsigt i deres markeder og styrkepositioner kan fokusere på at skabe fremtidens vækst og arbejdspladser.

  • For at sikre forsat vækst skal Horsens Kommune målrettet arbejde efter at komme i top 10 i DI´s erhvervsklimamåling.  Forbedringspotentialet er især ved øget brug af private leverandører, hurtigere kommunal sagsbehandling på byggetilladelser og fra jobformidling, samt bedre dialog med virksomhederne.
  • Det skal være nemt at drive virksomhed i Horsens Kommune. Virksomhederne skal gennem samarbejde mellem de kommunale enheder opleve, at de serviceres sammenhængende, uanset hvilken indgang de har brugt til Horsens Kommune.
  • Horsens Kommune skal gennem sin egen indsats for øget bæredygtighed, som kunde og myndighed, samle forbrugere, organisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner med henblik på at finde løsninger, der både kan bidrage til omstilling og nye arbejdspladser.
  • Det er vores mål, at borgerne bliver stolte over, at Horsens Kommune er det attraktive laboratorium for udvikling og demonstration af nye bæredygtige teknologier indenfor vores styrkepositioner.
  • For at bidrage til vækst og udvikling ønsker Venstre, at Horsens Kommune bliver mere proaktiv som kunde, der gennem sine indkøb skaber innovation og samarbejde imellem virksomheder, kommune og uddannelsesinstitutioner.
  • Horsens Kommune skal gennem Business Horsens, Erhvervshus Midtjylland og Construction Center Danmark styrke dialogen med virksomhederne indenfor vores styrkepositioner Byggeri/anlæg, Transport/logistik, Fødevarer/Emballage og Energi/IT/forsyning. Dette med henblik på at tiltrække nationale- og EU midler til finansiering af løsninger på fælles identificere problemstillinger, og herigennem skabe nye videnvirksomheder.
  • Iværksætterne bidrager til fornyelse og konkurrence. Horsens Kommune skal i alle faser fra folkeskolen, igennem samarbejde med ungdoms- og videregående uddannelser bidrage til en stærk iværksætterkultur.
  • Med en styrkelse af iværksætterindsatsen er målet tiltrækning af flere iværksættere, større overlevelsesrate og flere nye jobs i iværksættervirksomhederne.

Sund økonomi

Sund økonomi skaber muligheder

Horsens Kommune skal drives økonomisk forsvarligt og med respekt for borgernes penge.

Kommunalbudgettet for Horsens Kommune 2019

Horsens Kommune har en stærk økonomi, der er begunstiget af vækst i befolkningen. Venstre vil drive Horsens kommune med økonomisk ansvarlighed og respekt for skatteborgernes penge.

  • Skatten er steget i Horsens, hvilket Venstre har stemt for med den aftale, at skatten skal ned igen. Alternativet havde været et rødt flertal uden bremse for omkostningerne. Flere arbejder længere, og den skattegevinst dette giver Horsens Kommune, skal føre til den aftalte skattesænkning, hvorefter Venstre igen vil stå vagt om et skattestop
  • Horsens har i dag Danmarks billigste administration blandt landets 98 kommuner. Campusrokaden og flytningen af rådhuset har på Venstres initiativ medført en synergibesparelse på 10 mill.kr. Det giver os mulighed for at bruge borgernes penge på pleje og omsorg for vore ældre borgere og endnu bedre dagtilbud og skoler for vore børn, Men Venstre vil videre.
  • Det giver os mulighed for at bruge borgernes penge på pleje og omsorg for vore ældre borgere og endnu bedre dagtilbud og skoler for vore børn. Men Venstre vil videre.
  • Venstre vil fortsat identificere områder, hvor der er et effektiviseringspotentiale. Vil flere selvstyrende teams på ældreområdet f.eks. ikke frigive ressourcer? Er der områder, hvor vi kan bruge færre timer på kontrol, tjek og skemaer, og kan den eksplosive udvikling på AI områder ikke udnyttes?
  • Vi vil se fordomsfrit på alle opgaver, med henblik på at disse løses, så vi opnår størst mulig frit valg for brugerne og bedst mulig pris.
  • Væksten i Horsens Kommune giver mulighed for at kunne investere i fremtiden. Venstre har fokus på, at investeringer bidrager til styrket driftsøkonomi.
  • Vi vil forsat udvikle en økonomisk sund og ansvarlig kultur hos de driftsansvarlige i Horsens Kommune: Vi fremmer frihed under ansvar ved mål og rammestyring, og størst mulig selvbestemmelse på den enkelte institution.
  • Det økonomiske fundament for Horsens Kommune er så stærkt, at Venstre vil styrke velfærden.


Børn og unge er vores fremtid

Børn og unge er vores fremtid

Alle børn og unge har ret til et godt liv og en uddannelse, der kan føre til et job og en meningsfuld rolle i samfundet. Fundamentet for udvikling og læring er trivsel. Derfor vil Venstre styrke børnehaverne og folkeskolens fokus på trivsel, så alle børn har et trygt miljø. Børnepasning og folkeskole skal være varieret. Forældrene skal have mulighed for at tage stilling til og frit at vælge hvilken form for pasning og skole, der er bedst for deres barn og familie. Venstre opfordrer indvandrere til at benytte sig af det frie skolevalg med henblik på, at deres børn bliver velintegrerede i det danske samfund.

Forskellige skole- og pasningstilbud er en styrke. Vi skal aktivt samarbejde med, samt bruge de frie skoler og institutioner til inspiration for udvikling af de offentlige tilbud.

Horsens skal være kendt for ”Den forældreinvolverende” børnepasning og folkeskole.

Dagtilbud i trygge rammer

Børn og unge er vores fremtid
  • Børn og familier er forskellige. Derfor skal der være et ligeværdigt pasningstilbud til alle, uanset om børn trives bedst i dagpleje, vuggestue, børnehave, eller i private tilbud. Venstre ønsker attraktive og varierede kommunale pasningstilbud gennem engageret og veluddannet personale. Dagplejen og de private passere skal styrkes. Der skal være tilbud til alle børn.
  • Pladsanvisningen skal henvise til både private og offentlige, og sundhedsplejersken skal informere tydeligt om, at der både er tilbud fra private og offentlige.
  • Venstre vil med fokus på det enkelte barn løfte dem, der har særlige behov som f.eks. børn med diagnoser, mistrivsel og ordblindhed.
  • Der skal være fokus på trivsel, og de børn, der har brug for hjælp skal, sammen med deres forældre have støtte. Der skal etableres et fagligt team, som kan hjælpe forældre i hjemmene.
  • I børnepsykiatrien er det afgørende med det forebyggende arbejde. Mistrivsel skal spottes tidligst muligt i dagtilbud og i indskolingen. De pårørende skal, også hjælpes.

Den frisatte folkeskole

Slip folkeskolen fri, langt mere ansvar og selvstændighed til den enkelte skole, leder og skolebestyrelse. Hvert område er forskelligt og kræver forskellige indsatser.

  • Venstre vil frisætte folkeskolen, så skoleledere, skolebestyrelse og lærere sammen med elever og forældre laver en nærværende og relevant lokal skole.
  • Hvor det giver mening for skoleleder og skolebestyrelsen skal der være løbende indskoling, hvor børn i forskellige aldre går sammen.
  • Skolen skal både uddanne og danne skoleelever. Begge dele skal foregå i samspil med forældrene. Dannelse er ikke alene god opførsel, at være en god kammerat, at kunne indgå i fællesskaber, at opbygge nysgerrighed og læringslyst samt blive ansvarsbevidste unge mennesker, der er klar til en ungdomsuddannelse. Det er også at kunne begå sig digitalt som selvstændige individer, der behersker algoritmer, som lokker de unge til at bruge alt for megen spildtid på smartphones.
  • For at folkeskolen skal opnå succes med både uddannelse og dannelse af børnene, er det vigtigt at respekten for lærerne øges. Skoleleder og lærere skal have flere beføjelser og færre dokumentationskrav.
  • Folkeskolen skal kunne løfte hvert enkelt barn på sit niveau, så vi får alle med og der er udfordringer til alle. Dette forfølges bl.a. ved at sikre, at der er linjefagslærere, eller tilsvarende højniveau kompetencer i alle fag på alle folkeskoler.
  • Venstre vil styrke talentarbejdet på praktiske-, kreative- og boglige fag så talent anerkendes. Dette også ved øget undervisning og aktivitet i fritiden.
  • Vi vil en folkeskole, der er tilpasset både piger og drenges indlæring. Det faglige stof skal præsenteres praksisnært og gerne i samarbejde med omverden. Samtidig ønsker vi den lange skoledag brudt op med mere tid til kreativitet, leg og motion.
  • For at øge trivsel og læring hos de praktisk anlagte børn, vil Venstre fokusere på at folkeskolen bliver bedre til undervisning i de praktiske fag. I takt med om- og tilbygning i folkeskolen skal der være øget fokus på faglokaler til de praktiske fag, og undervisningen kan suppleres af faglærte i faglokalerne.
  • De praktiske fag skal motivere flest mulige praktisk begavede til at søge i juniormesterlære og uddannelsesveje gennem den fremtidige EPX uddannelse, så flere unge får glæden ved at blive dygtige håndværkere.
  • Vi vil understøtte sund livsstil hos børn og unge med kost og motion samt forebyggelse imod misbrug og brug af rusmidler.
  • Inklusion af børn med problemer fylder meget i folkeskolen. Venstre ønsker flere børn bliver inkluderet i folkeskolen, men er meget opmærksom på, at den almindelige klasse ikke kan rumme alle børn. Integration af børn med problemer i en almindelig klasse kræver ressourcer, både mht. lokaler og personale. I takt med at der tilføres ressourcer til folkeskolen skal disse behov imødekommes. En del af dette er også, at ingen lærer må stå alene med problemerne samt at PPR-ressourcerne kommer helt ud i klasseværelset.
  • I børnepsykiatrien er det afgørende med det forebyggende arbejde. – Hurtigere opsporing af elevers begyndende mistrivsel, samt taskforce på området der, hvis det er nødvendigt, kan rykke med helt ud i hjemmet.
  • Enkelte børn har det meget svært i folkeskolen, hvilket fører til langvarigt fravær. Børn og unge som mistrives og deres familie skal hurtigt hjælpes til at nyttiggøre det gode samarbejde der findes både i frivillige, private og kommunale indsatser.

Ungdomsuddannelser

  • Venstre arbejder for at Horsens skal kunne levere det brede uddannelsesvalg.
  • De unge skal kunne mærke den ”varme hånd i ryggen”, når de er sårbare. Derfor støttes en grundig og individuel vejledning til valg af ungdomsuddannelse.
  • 10. klasse kan være et vigtigt år for nogle elever, derfor skal Horsens Kommune i vejledning til ungdomsuddannelse være lige så tydelig med 10. klasse på efterskole som med de øvrige ungdomsuddannelser.
  • Venstre vil sikre gode gymnasiale ungdomsuddannelser, men også at arbejde for, at et stort antal unge starter på en erhvervsfaglig uddannelse.
  • Venstre vil støtte udvikling af gode ungdomsuddannelser i Horsens. Dette både ved støtte til en international studentereksamen (IB), samt etablering af den nye EPX uddannelse i et samarbejde mellem Learnmark og Horsens Gymnasium & HF. Dette vil skabe et godt fundament til sikring af et stærkt sammenhængende uddannelsesforløb for de unge.
  • Unge i Horsens skal løfte sig, så vi kommer på niveau med resten af Danmark i evnen til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Venstre ønsker gennem brobygning og fritidsfællesskaber at styrke sammenhængen mellem grundskoler og ungdomsuddannelser.
  • Horsens Kommune er begunstiget af en stærk håndværkstradition, denne styrkeposition ønsker Venstre fastholdt ved forsat fokus på at motivere unge til at mindst 35% af ungdomsårgangene gennemfører en håndværksmæssig uddannelse.
  • Venstre vil øge samarbejdet med VIA UC yderligere, så lærer- og pædagoguddannelserne bliver endnu mere praksisnære og med øget virksomhedssamarbejde.
  • Venstres mål er, at flere unge skal have en videregående uddannelse, de kan bruge på arbejdsmarkedet.
  • Unge under ungdomsuddannelse skal opleve Horsens Kommune som et attraktivt sted at studere. Derfor skal vi have bynære attraktive studieboliger, der er til at betale. Gratis offentlig transport, samt et stort udvalg af kulturelle tilbud og fredagsbarer.

Ældre og handicap – Et værdigt liv og alderdom

Sundhed, borgerinvolvering og fællesskab

Ældre, sundhed og velfærd Sundhed, borgerinvolvering og fællesskab

Vores samfunds styrker og vores liv er formet af vores forældre og bedsteforældre. Deres generation har stadigvæk stærke ressourcer, som vi med anerkendelse og respekt ønsker at trække på, samtidigt med, at alle med tryghed skal kunne se frem til en værdig hjælp, når behovet for opstår.
Ingen i Horsens skal stå alene med sygdom, nedslidning og ensomhed. Venstre ønsker et velfærdssamfund i Horsens Kommune, hvor der tages hånd om dem, der har brug for hjælp, og gives valg og frihed til dem, som kan selv. Vi forventer, at hvert enkelt menneske påtager sig at være ”direktør i eget liv” ved at engagere sig med de ressourcer, som den enkelte person har, og ved at tage et personligt ansvar for at passe på sig selv og søge deltagelse i fællesskaber.

  • I Venstre vil vi sikre ældre og syge en tryg, nærværende og genopbyggende pleje og omsorg, hvor der er sammenhæng og kontinuitet.
  • Der skal være tid til de ældre. – Alderdom uden ensomhed, og der skal være tid til en ordentlig pleje.
  • For fortsat at udvikle kommunes ældrecentre, skal vi blive ved at understøtte og udbygge vores aktivitetscenter, som er båret af frivillighed.
  •  For fortsat at udvikle kommunens ældre- og handicap institutioner, vil vi oprette bruger- og pårørenderåd og bestyrelser med reel indflydelse.
  • Venstre ser forsat et potentiale i udvikling af samarbejdet imellem den kommunale pleje, private aktører (f.eks. Diakon og OK-fonden), frivillige organisationer og øvrige ressourcer, som f.eks. sorggrupper og Horsens Provsti. Samarbejdet i Horsens Sundby er et godt eksempel på aktivering af frivillige, som vi gerne ser udviklet i hele Horsens Kommune.
  • Horsens kommune skal være handicapvenlig.
  • Der skal være lige muligheder for alle.

Horsens skal være kendt som et sted hvor der er tryghed og nærvær for ældre og handicappede

Bekæmp ensomhed

Tryghed og nærvær for ældre i Horsens

Familiestrukturen og samfundets hastige udvikling efterlader desværre en større gruppe i ensomhed. Venstre vil bekæmpe ensomhed gennem initiativer som:

  • Hvis økonomi hos en enkelte er årsag til ensomhed, skal man kunne visiteres til gratis oplevelser. Dette gerne i samarbejde med frivillige.
  • Frivillige foreninger og de kommunale aktivitetscentrene er et godt sted at bekæmpe ensomhed, hvor ressourcestærke og dem med behov mødes.
  • Vi vil være åbne og opsøgende overfor teknologiske hjælpemidler, der kan give oplevelser og modvirke ensomhed.
  • Valget af bolig kan også modvirke ensomhed, Venstre vil sikre, der er ældrevenlige boliger i alle byområder, så man kan blive i eksisterende netværk.
  • Venstre give gode rammevilkår for fremme byggeri af ”ældrekollektiver” og lokale  ”tryghedsboliger” med fællesskab omkring private boliger.
  • Der skal etableres flere seniorfællesskaber i hele kommunen.
  • Der skal oprettes flere bo-tilbud. Der skal udarbejdes en plan for, hvorledes vi sikrer, at vore egne borgere med handicap, kan hjemtages til egen kommune i bo-tilbud. (10 års psykiatriplan).

Sundhed for alle

  • Lægedækningen i Horsens skal være tilstrækkelig til, at alle kan få en rettidig konsultation.
  • Sundhedsreformen og psykiatrien skal være i balance.
  • Det, der ikke er svært- skal være nært! Kommunale politikere bør have medbestemmelse på det nære sundhedsvæsen.
  • Venstre vil styrke sundhedspersonalet, herunder SoSu-assistenterne og SoSu-hjælperne. Vi ønsker at investere i medarbejderne både med efteruddannelse samt med opbakning, supervision og hjælpemidler. Investering i sundhedspersonalet skal foregå i et samarbejde mellem brugerne, frivillige, SoSu uddannelsens, VIA UCs sundhedsuddannelser, de private udbydere og Horsens Kommune.
  • Målet er, at Horsens Kommune har Danmarks bedste SOSU´er, der kan yde pleje med frihed med ansvar og uden minuttyranni.
  • Når sygdommen har ramt et menneske, så er genoptræning et vigtigt virkemiddel til igen at blive selvhjulpent. Derfor skal de kommunale tilbud for genoptræning forsat prioriteres i forhold til ventetid, kompetencer og udstyr.
  • Venstre ønsker en tryg overgang mellem sygehus og kommunal pleje, ambitionen skal være, at syge oplever sammenhæng og professionalisme.
  • Samspil med sundhedspersonale om at spotte ensomhed, og følge op på dette med personen og familien for konkret handling.
  • Opbygge relationer imellem ensomme og sundhedspersonale ved, at det i videst muligt omfang er den samme hjælper, der kommer i hjemmet.
  • Venstre går ind for oprettelse af en børneafdeling på Regionshospitalet i Horsens.

Handicap

Mere velfærd, skole, dagtilbud, ældre og handicap

Det er vigtigt, at borgere med handicap får den rette hjælp i tide, og at ressourcerne i højere grad bruges på borgerne fremfor administration og bureaukrati.

Det er vigtigt, vi er opmærksomme på vores sårbare borgere i kommunen. Alle har ret til et værdigt liv uanset, hvilket handicap eller diagnose, man har.

Vi skal som kommune fortsat have fokus på opgaven med fortsat hjemtagelse på botilbudsområdet. Det skal dog ikke form enhver pris være på bekostning af en forringelse af fagligheden på området.

  • Ingen skal opleve at blive stigmatiseret pga. diagnoser.
  • Flere skal inkluderes i vores samfund, hvor man kan bidrage med sine evner og kompetencer.
  • Tilgængelighed skal indtænkes, hver gang man renoverer eller bygge nyt.
  • Der skal være en bagatelgrænse for, hvornår der skal søges om hjælpemidler.

Opbakning til civilsamfundet

Venstre ser fortsat potentiale i udvikling af samarbejdet imellem det kommunale system og private aktører, frivillige organisationer, NGO’er og øvrige ressourcer, som f.eks. sorggrupper og Horsens Provsti. Samarbejdet i Horsens Sundby er et godt eksempel på aktivering af frivillige, som gerne ser udviklet i hele Horsens Kommune.

I venstre vil vi se på muligheden for at give økonomisk støtte til samskabende partnerskaber mellem civilsamfund og virksomheder, som løser vigtige opgaver uden om det kommunale tilbud. Vi vil gøren det lettere at søge støtte til initiativer, der endnu ikke har evidens- men som bygger på erfaring, nærvær og relationer.

Horsens skal være kendt som et sted, hvor der er tryghed og nærvær for ældre og handicappede

Kultur

Kulturen udvikler os som en positiv forstyrrelse

Kulturen udvikler os som en positiv forstyrrelse.

Ud over det stærkt forberede image har sport og kultur også en positiv effekt på udviklingen af os som mennesker og samfund. Kulturen skaber livskvalitet, og Venstre ser kulturen som en positiv forstyrrelse, der udvikler os.
Sport og Kultur har transformeret Horsens kommune fra et tvivlsomt image til Danmarks mest attraktive bosætningskommune. Denne indsats ønsker Venstre at fortsætte, så vi vedligeholder det gode image indenfor den økonomiske ramme, der findes i dag.

  • Venstre vil bidrage til at sport- og kulturlivet bliver drivkraft for attraktivitet og bosætning for hele kommunen.
  • Horsens Kommune skal forsat bakke op om de sportslige og kulturelle fyrtårne, således eliten kan begejstre og motivere bredden.
  • Venstre vil have, at de kulturelle fyrtårne bliver endnu bedre til at involvere borgerne i hele kommunen, så stoltheden over Horsens Kommune forsat styrkes.
  • Frihed til initiativ-Ildsjæle, foreninger og virksomheder skal opleve, at kommunen hjælper. Unødige regler fjernes, og der skal med en frisættelse gives plads til udvikling.
  • Vi vil forsat udvikle på talentarbejdet indenfor sport og kultur, gerne med en udvidelse af eliteklasser på flere kreative felter, hvor skole og fritid understøtter talentudvikling.
  • En del af frisættelsen er også at de lokale idrætsfaciliteter frigøres fra Forum Horsens, således hallerne og øvrige faciliteter bliver prioriteret, og der kan genopbygges fleksibilitet og ejerskab i lokalsamfundene til deres sportsfaciliteter.
  • Venstre ser et potentiale i at udvikle et internationalt ungdomsmiljø ved campus, hvor unge i Horsens kan inspireres til kulturelt udsyn ved sammenspillet med VIA UC.
  • Der er et uforløst potentiale i hotel- og overnatningsbranchen, hvor de mange oplevelser i Horsens Kommune bør kunne øge antal at overnatninger med 25 %. Horsens Kommune skal med sin turismestrategi forfølge øget omsætning fra gæsterne.
Sund økonomi i Horsens Kommune

Bæredygtighed og grøn omstilling

Den grønne omstilling og øget fokus på bæredygtighed skal gennemføres i samspil.

Venstre ønsker, at Horsens Kommune går i front, når det handler om involvering af borgere, uddannelsesinstitutioner, virksomheder, forsyningsselskaber og kommune, så vi sammen kan finde nye bæredygtige løsninger og veje til grøn omstilling.

  • Horsens Kommune skal være et levende laboratorium for grøn omstilling på vores eksisterende styrkepositioner som Transport/mobilitet, Byggeri/anlæg, Fødevare/emballage og Energi/IT/forsyning.
  • Horsens har med byggevirksomhederne, Learnmark og VIA UC´s uddannelser på campus samt Construction Center Denmark potentialet til at blive bæredygtig byggeris hovedstad. Den position ønsker Venstre at udvikle yderligere ved samspil imellem uddannelser, virksomheder og Horsens kommune som myndighed og indkøber.
  • Vi vil sikre luft, lys og levende byrum, ved at prioritere grønne og blå kiler i vores byrum i hele kommunen. Dette skal sammentænkes med beskyttelse af grundvand og håndtering af øgede nedbørsmængder. Konkret ønskes arealet ved lossepladsen friholdt som fremtidens bynære skov/park i takt med at denne har udfyldt sin rolle som losseplads. De landfaste arealer, som er i risiko for periodevise oversvømmelser, er oplagte at bruge til promenader, fællesarealer, stier og grønne områder.
  • Bæredygtig livsstil styrkes også igennem kostvaner. Venstre ønsker, at Horsens Kommune i samarbejde med kommunens borgere og fødevareindustri finder løsninger, der bidrager til grøn omstilling af vores fødevarer.
  • Investeringer i bæredygtighed og grøn omstilling kræver langsigtet planlægning. For at styrke private investeringer i omstillingen foreslår Venstre, at der i samarbejde med investorer, forsyningsselskaber og interesseorganisationer udpeges områder for ladeinfrastruktur, vedvarende energi samt emner for demonstrationsprojekter af nye bæredygtige teknologier. Der skal udvikles nye samarbejder for solceller på tagene, fremfor at spilde god landbrugsjord på solceller
  • Horsens Kommune skal blive mere målsættende i sin klimapolitik med sit eget forbrug. Klimagevinster kan også hentes ved, at Horsens Kommune sætter sig mål for proaktivt at deltage i Offentlig-Private innovationsprojekter og Offentlige- Private Partnerskaber som myndighed, medinvestor og kunde.

Oplandet

Alle lokalsamfund i Horsens Kommune skal have mulighed for at kunne udvikle sig. Ingen stærk kommune uden et stærkt opland.

Venstre vil et samfund i balance. Vi har alle forskellige holdninger til, om det er skønt at bo i byen, på landet eller i en landsby.

Horsens Kommune skal opsøge dialog med alle lokalsamfund med henblik på at understøtte den udvikling, som borgerne for området ønsker at skabe. Venstre har i de forløbne fire år sat oplandet på dagsordenen. Området har fået sit eget udvalg, og der er tilført området 100 mio. kr. til udvikling af oplandet. Denne indsats vil vi fortsætte ud fra følgende principper:

  • Udvikling i oplandet skal gro nedefra, med respekt for hvert enkelt områdes interesser og særkende.
    • Der skal i alle bysamfund uanset størrelse være mulighed for forsat udvikling af erhverv i tilknytning til eksisterende virksomheder.
    • Hvis ejerne ønsker at nyttiggøre tomme landbrugsbygninger på landet til erhverv, skal Horsens Kommune være imødekommende herfor.
    • Venstre vil sammen med borgerne i oplandet gøre helhedsplanerne for centerbyer og landsbyer mere udviklingsorienteret.
    • Venstre vil styrke oplandsudvalget med større indflydelse og økonomi.
    •  Horsens Kommune skal facilitere videndeling så gode ideer og metoder, der virker for udvikling af oplandet, spredes på tværs.
    • Alle puljer, som oplandet kan søge, skal forankres og udbredes via Oplandsudvalget.

Infrastruktur og planlægning

Planlægning, miljø og infrastruktur

Grøn kommune i Horsens

Horsens Kommunes planlægning, miljøbeskyttelse og forsyning danner basis for vores konkurrenceevne og en attraktiv kommune at bo i.

Beslutninger om infrastruktur og kommuneplanlægning danner grundlag for langsigtede investeringer. Horsens kommune skal skabe bedre grundlag for at man kan involvere sig og stole på at planerne holder.

  • Horsens kommune har en unik beliggenhed tæt ved vandet. Det giver nogle indlysende herlighedsværdier, men det kræver, at vi i etableringsfasen tænker os om, og tager højde for de klimaudfordringer, vi står overfor.
  • Infrastruktur skal følge med væksten, så flakehalse undgås.
  • Transformationen af bynære industriområder til boligområder skal ske med omtanke for den kulturarv, der findes i Horsens. Sydhavnen bør byudvikles på vandet og i kanaler med flydende boliger, kontorer og restauranter.
  • Der gennemføres i disse år en byfortætning med mange højhuse. Venstre ønsker at centrum af Horsens bevares i sin unikke form uden voldsomme højhuse, der ødelægger helhedsbilledet af den gamle middelalderby.
  • Venstre ønsker flere parkeringshuse i midtbyen. Det skal være let at finde en parkeringsplads med 2 timers gratis parkering i Horsens midtby. Muligheden for at oprette en offentlig/privat partnerskabsmodel, som kan forestå etableringen af et p-hus i midtbyen, undersøges.
  • Den offentlige transport skal gøres mere fleksibel og tilpasses den enkelte brugers behov. Den teknologiske udvikling og kunstig intelligens kan bidrage til en mere effektiv styring efter brugernes behov.
  • Horsens Kommunes nye arkitekturpolitik har været savnet og Venstre ser frem til at den implementeres og udmøntes. Målet er, at udviklingen herfra, f.eks. i forbindelse med Åen tilbage til byen, bliver gennemtænkt.
  • Arkitekturpolitikken og planlægningen skal også sikre, at gældende lokalplaner og byggelovgivning overholdes, så borgere og naboer er trygge ved byudviklingen i vores kommune.
  • Når virksomheder ønsker udvidelse, der kræver lokalplaner, byggetilladelser eller miljøgodkendelser, skal Horsens Kommune være kendt for at udøve serviceorienteret myndighedsbehandling. Virksomhederne skal opleve, at Horsens Kommune hurtigt og effektivt bidrager til at finde løsninger, der imødekommer virksomhedernes behov og respektere de politisk fastsatte rammer i de respektive plangrundlag.
  • Trafikken i Horsens er under hårdt pres med for lang ventetid i bilkøer. Ved vej- og parkeringsinvesteringer vil Venstre fokusere på sammenhængende planer, økonomisk ansvarlighed, fremkommelighed, trafiksikkerhed og beplantninger, så infrastrukturen bidrager til en stadig grønnere kommune.
  • Venstre vil styrke Horsens Kommunes indsats for at bekæmpe vedvarende udstødning- lys og lydforurening. Dette både ved nye investeringer, men også ved dialog med ejer af eksisterende anlæg, der forurener.

Vi skal have alle med på arbejdsmarkedet

Vi skal have alle med på arbejdsmarkedet

Nytænk den offentlige transport

Der er for stor en andel af borgere i Horsens kommune, der ikke er integreret på arbejdsmarkedet.

  • I Venstre mener vi, at alle har ret til et arbejde. Vi tror på, at den enkelte bedst ved, hvad der skal til for at opnå et arbejde. Vi ønsker et reelt frit valg for borgeren og vil lade økonomien følge borgeren.  I forhold til nuværende jobcenter vil vi skabe et privat alternativ, hvor fokus er på effekter.
  • Vi mener, at alle uanset om de har et fysisk, psykisk eller kognitivt handicap, skal ses som en  ressource, og ikke en byrde for kommunen. Vi tror på, at alle kan noget, og at det er en fælles opgave at finde vejen til et arbejde.
  • Er du sygemeldt medarbejder, tror vi på, at man sammen med arbejdsgiveren kan finde vejen tilbage fra sygdom.
  • Vi skal sikre gode overgange for vores unge fra barn til voksen, og vi vil forbygge ungdomsledighed med forebyggende indsatser som bl.a. fritidsjob, mentorer og indsatser på arbejdspladserne.

De 5 liberale principper vi tager stilling ud fra

Dette valgprogram giver ikke svaret på alt der skal justeres i Horsens Kommune, da der vil i løbet af 4 år komme mange emner op, som vi ikke på forhånd har haft mulighed for at tage stilling til.

5 liberale principper vi spørger os selv om, når vi tager stilling til nye emner der behandles af Horsens byråd:

➡️ Har borgerne selv en løsning, der giver mening i deres hverdag, hvis ja, hvorfor så lave en kommunal løsning?
➡️ Involverer vi de berørte, lytter og viser respekt for den enkelte?
➡️ Øger vi det frie valg?
➡️ Udstråler vi optimisme, nytænkning og udsyn?
➡️ Bruger vi skattekronerne fornuftigt?

Hvis Horsens Kommune udvikler sig efter disse 5 principper, så vil Venstre som udgangspunkt være positive overfor forslagene.

💙💙 Tak fordi du har brugt tid på at læse vores valgprogram. 💙💙