fbpx

Røgfri skoletid – Fornuften sejrede!

Venstres byrådsmedlem i Horsens Kommune - Ole Dahl Kristensen

Røgfri skoletid – Fornuften sejrede!

Røgfri skoletid – Fornuften sejrede! 850 850 Venstre

Når borgmester Peter Sørensen ikke vil slukke smøgen og fremme folkesundheden for de unge mennesker i Horsens kommune, så er det da fantastisk, at hans partifælle i Folketinget, Magnus Heunicke har set “røgen” og indgået en bred aftale om nye tobaksregler, der blandt andet betyder neutrale cigaretpakker og røgfri skoletid for elever på skoler og ungdomsuddannelser.

Det har ellers ikke skortet på opfordringer og forslag fra Lungeforeningen, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse og Venstre i Horsens kommune. Vi har længe villet forbyde rygning i skoletiden og har fremført forslaget i kommunalbestyrelsen, men uden opbakning fra borgmesteren og Socialdemokratiet. Det kan ellers undre, når hans partifælle og sundhedsminister Magnus Heunicke udtaler følgende; “Vi kan se, at hver dag er der 40 børn og unge, der begynder at ryge. Det er den største dræber, vi har. Derfor er det et helt nødvendigt skridt for folkesundheden”.

Aftalen betyder desuden, at det bliver forbudt for elever på skoler og ungdomsuddannelser at ryge i skoletiden og særligt den del af aftalen glæder sundhedsordfører i Venstre Martin Geertsen. “Det er en form for håndsrækning til de mange forældre, som måske sidder derude og er bekymrede for, om deres børn begynder at ryge,” siger han.

Udsagnene taler for sig selv og berettiger vores kamp for en røgfri ungdom i Horsens kommune. Vi havde dog helst set, at det var kommunalbestyrelsen, som havde taget beslutningen og på den måde vist, hvilken retning vi ønsker for folkesundheden og ungdommen i Horsens kommune. Det forhindrede en uambitiøs og fodslæbende borgmester, men som heldigvis nu bliver sat på plads af sin egen sundhedsminister og et bredt flertal i Folketinget.
Det er en god dag, for de unge, for folkesundheden, for Lungeforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens bekæmpelse og for Venstre i Horsens kommune.

Ole Dahl Kristensen
Venstre, Medlem af Kommunalbestyrelsen i Horsens