Debatinlæg: Karina Aamann, jordemoder og folketingskandidat for Venstre i Horsenskredsen
For nylig genbesøgte jeg min tidligere arbejdsplads på AUH, da jeg delte brochurer ud som start på valgkampen.
Under min uddeling fik jeg mange samtaler med gode kollegaer, der naturligt kom til at handle om, det store tab for Fødegangen, som chefjordemoder Jeanette Ziskas opsigelse er.
Som erfaren jordemoder gennem mere end 27 år, giver det anledning til bekymring, når min tidligere chefjordemoder siger op, for hvordan kan en dygtig, anerkendt leder blive bragt i en situation, der fører til opsigelse?
Når en stor kapacitet mener, hun er bedst tjent ved at sige op, hvordan er det så topledelsen på Aarhus Universitetshospital handler og opfører sig?
Mit kendskab til Jeanette Ziska stammer fra, at jeg har haft glæden af at arbejde under hendes inspirerende lederskab, hvor hun involverede og inspirerede os gennem medledelses- og udviklingskultur.
AUH skal være regionens fyrtårn indenfor fødsler og har ansvaret for et af de mest centrale områder i vores sundhedsvæsen: fødegangene. Et område, der både rummer livets største glæde og en stor sårbarhed, og som samtidig i disse år er under betydeligt pres.
Er der skabt rammerne for, at faglig ledelse kan lykkes? Eller er der udfordringer med ledelseskulturen i topledelsen?
Har vores ledere på fødegangene det nødvendige handlerum, både økonomisk og organisatorisk, til at kunne lede i den virkelige verden, så vi sikrer kvalitet, kontinuitet og et ordentligt arbejdsmiljø. Lyttes der tilstrækkeligt, når faglige bekymringer bliver rejst?
Jeg håber, at vi kan få en åben og respektfuld samtale om vilkårene. For hvis vi vil bevare en stærk og tryg fødegang på Aarhus Universitetshospital, kræver det, at rammerne understøtter både faglighed og ledelse.
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg finder det nødvendigt at bringe en forståelse for virkelighedens velfærd ind på Christiansborg.
Læs også debatindlægget her på dinavis.dk: Hvad er der galt på AUH, når anerkendt chefjordemoder siger op?