Sommeren giver os tid til at løfte blikket og her i Brædstrup er der meget at se frem imod. Vi er en by med stærke fællesskaber, en god beliggenhed, en mærkbar tilflytning og har mange fantastiske butikker. Men hvis vi vil fastholde den positive udvikling, kræver det at der handles aktivt og tænkes i helheder.
En ny svømmehal kan være en af de vigtige brikker. Den eksisterende hal er teknisk nedslidt og kræver store udgifter blot for at holde liv i. Der bør seriøst overvejes at der skal bygge en ny og tidssvarende hal. Det kunne måske være i kombination med et nyt kulturhus/spillested, som rummer både bibliotek, fællesfaciliteter og plads til foreningslivet. Det vil give et stærkt samlingspunkt for hele byen og området omkring.
Brædstrup Lokalråd tog i foråret hul på debatten, da de inviterede til et åbent borgermøde om et muligt nyt kulturhus. Det vidner om det lokale engagement og understreger, hvor vigtigt det er, at borgerne bliver inddraget i udviklingen. Jeg er slet ikke i tvivl om at den succes, som områdefornyelsen har haft i Brædstrup, skyldes at der var et stort lokalt engagement med borgere, erhvervslivet og kommunen. Den succes bør gentages.
Med bibliotekets flytning opstår der også nye muligheder for den gamle bygning. Den centrale placering gør det oplagt til boligudvikling. Det kunne fx være som seniorboliger, hvor man er tæt på indkøb, sundhed og kultur. Det kan give borgere mulighed for at blive boende i byen i moderne rammer.
Samtidig skal vi have fokus på nye byggegrunde. Der er efterspørgsel, men udbuddet halter. I Brædstrup findes der arealer, der ligger uudnyttede hen og har potentiale til boligudvikling. Her har vi som kommune både mulighed og ansvar for at tage de nødvendige redskaber i brug. For eksempel planlægning, dialog og evt. opkøb, der kan sætte gang i udviklingen. Det nytter ikke at attraktive arealer står stille, mens folk må kigge til andre byer for at bygge nyt.
Bymidten kræver også nytænkning. I 2024 trådte en ny ændring af planloven i kraft. Her skal Horsens Kommune tage stilling til udvikling af levende midtbyer med 4000 indbyggere, så i forbindelse med den nye kommuneplan, skal vi også have lavet en ny udviklingsplan for Brædstrup.
Ved en biblioteksrokade kunne en delvis lukning af Rådhusgade for gennemkørende trafik, give ro og rum til et grønnere bymiljø og som sidegevinst gøre skolevejen tryggere for de yngste. Men udvikling skal ske i fællesskab. Borgerne, foreningerne, erhvervslivet og butikkerne skal høres og involveres. Det er dem, der kender hverdagen og ved, hvad der virker og hvad der ikke gør
Byudvikling handler ikke kun om mursten – det handler også om mennesker. Når vi investerer i funktion, fællesskab og forskønnelse, skaber vi en levende og attraktiv by, hvor både unge og ældre har lyst til at bidrage og blive.
Lad os derfor bruge efteråret på at sætte retning, og gerne i samarbejde med lokalrådet. Når kommuneplanen skal revurderes, så skal Brædstrup med som aktiv deltager i fremtidens løsninger.
Med venlig hilsen
Jørgen Korshøj, formand for Oplandsudvalget


