Ozan Yücelbas: Sammen skaber vi en bedre kommune
– for alle generationer
Lidt om Ozan
Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg brænder for Horsens og ønsker at bidrage aktivt til byens udvikling. Med stærke rødder i lokalsamfundet og en stor kærlighed til byen vil jeg arbejde for at skabe de bedste rammer for både familier, erhvervsliv og fællesskab.
Jeg er 36 år, født og opvokset i Horsens, og bor i dag i Østbyen sammen med min samlever Sara, som arbejder hos en lokal ejendomsmægler. Sammen har vi vores søn Timur på tre år.
Horsensdreng med stort H – mine barndomsår havde base i Dagnæs Bækkelund, og jeg har gået på Torstedskolen. Fodbold har altid været en vigtig del af mit liv, og jeg har spillet i både Hatting-Torsted, Horsens Freja og FC Horsens. I mine ungdomsår fik jeg min marineblå studenterhue på VIA University College her i byen.
Mit efternavn vil for mange i Horsens lyde bekendt. Siden 60’erne og gennem fire generationer har min familie bidraget til byens handels-, service-, restaurations- og håndværksliv. Selv er jeg uddannet inden for detailhandel her i byen, og i dag arbejder jeg inden for biludlejning, ejet af en lokal indkøbsforening.
I fritiden fylder naturen, byen, arkitektur, familien, gør-det-selv-projekter og gåture en stor del af min hverdag.
Jeg ønsker at være en tydelig stemme for Horsens – en stemme, der arbejder for udvikling med omtanke og respekt for både byens historie og fremtid.
Mærkesager:
En by for alle generationer
Jeg ønsker et Horsens, hvor vi kan leve hele livet – fra barndom til alderdom. Det kræver trygge institutioner, gode skoler, stærke fritidstilbud og grønne frirum, så man kan blive boende i kommunen hele livet. For mig handler det om at skabe gode rammer for hverdagen, hvor både børn, voksne og ældre trives.
Derfor vil jeg arbejde for:
- Mindre børnegrupper i daginstitutionerne, flere uddannede pædagoger og bedre efteruddannelse.
- Flere midler til vedligeholdelse af kommunens ejendomme – herunder skoler, daginstitutioner og idrætsfaciliteter.
- Flere varme hænder i ældreplejen, bedre arbejdsmiljø og efteruddannelse af sundhedspersonale.
- Grøn byudvikling med gode stisystemer, legepladser og plads til natur – så vi også tænker på kommende generationer.
Tryg trafik
Vi skal alle kunne færdes sikkert i Horsens – uanset om vi cykler, går, kører bil eller tager bussen. Tryg trafik handler om mere end veje og asfalt. Det handler om sikkerhed, livskvalitet og frihed til at komme frem uden bekymringer.
Derfor vil jeg arbejde for:
- Bedre sikkerhed og vedligeholdelse af cykelstier.
- Stop for smutvejstrafik i boligområder.
- Bedre dækning og mere fleksibel kollektiv trafik, der passer til behovet i hele kommunen.
- Mindre trængsel med nye forbindelser uden om midtbyen.
Et stærkt fællesskab
Når flere får chancen for at være med, vinder vi alle. Horsens skal være en kommune, hvor foreninger, kultur og erhvervsliv har gode vilkår, og hvor borgerne inddrages i udviklingen af både by og opland. Jeg vil arbejde for, at alle – uanset alder, baggrund eller ressourcer – får mulighed for at være en del af det sociale, kulturelle og arbejdsmæssige liv i vores kommune.
Derfor vil jeg arbejde for:
- Et arbejdsmarked med plads til flere – med fleksjob og opkvalificering, så borgere med forskellige forudsætninger kan få fodfæste.
- Mere borgerinddragelse – en kommune, der aktivt inviterer borgerne til at deltage i beslutninger og udvikling, både i byen og i oplandet.
- En mere erhvervsvenlig kommune – ventetiden på byggetilladelser skal ned, og virksomheder skal opleve bedre samarbejde med kommunen.
Ozan Yücelbas
Kontakt
E-mail: ozanyucelbas@gmail.com
Telefon: 6012 1489
Følg Ozan på Facebook på nedenstående QR kode link
