Stephan Arnold
Mærkesager:
Skoler med tid til eleverne
Vi skal begrænse klasserne til max 24 elever. Trivsel og læring kræver nærvær – både for dem, der kæmper og dem, der kan mere. Når læreren har tid til den enkelte, styrker vi både fagligheden og fællesskabet. Derfor skal vi også prioritere støttemuligheder og differentieret undervisning i hele skoleforløbet. Og hvis der er mobning, skal det være mobberen – ikke offeret – der må flyttes. Alle børn har ret til en tryg og motiverende skoledag.
Den udvidede forældreopgave
Forældre til børn med handicap kæmper en daglig kamp mod systemet, hvor de oplever at skulle være både jurist, sagsbehandler og projektleder i deres barns liv. Det er ikke værdigt – hverken for børnene eller forældrene. Vi skal give familierne en langt mere smidig og sammenhængende indsats, der bygger på tillid og respekt. De skal have reelle valgmuligheder – og pengene skal følge barnet til det tilbud, der faktisk passer. Det er ikke rimeligt, at det er kommunen – og ikke familien – der bedst ved, hvad barnet har brug for.
Transport for alle
Vi skal sikre mobilitet i hele kommunen – også uden for byerne. Flextur skal koste det samme som en busbillet. Det handler om frihed, fællesskab og muligheder – også når man bor lidt længere ude. Transporten må ikke være en stopklods for fællesskab, fritidsaktiviteter eller adgang til uddannelse og job. Vi skal tænke fleksibelt og lokalt – og give borgerne en service, der er til at forstå og til at betale. Der er brug for løsninger, der virker i praksis – ikke kun på papiret.
Det kan vi gøre bedre.
Om Stephan:
Jeg er 47 år, tilflytter fra Aarhus og siden 2009 bosat på landet i midten af Horsens kommune. Mine børn på hhv. 9 & 15 år går i Egebjergskolen, hvor jeg tidligere har ydet en indsats i skolebestyrelsen.
Forvent følgende af mig som politiker
Løsningsorienteret og pragmatisk tilgang kendetegner mit virke. Ofte stiller jeg spørgsmålet: ”Hvorfor kan vi ikke gør det….”, forstået på den måde, at jeg dagligt udfordrer det bestående og sjældent stiller mig tilfreds med svar som ”Det har vi altid gjort” eller begrundet med, at det er svært i forhold til nuværende procedurer, regler etc.
I denne søgen efter at optimere og forbedre, skelner jeg ikke til politisk ideologi og ståsted.
Argumentet tæller og en god idé er stadig en god idé, selvom den måtte komme fra en politisk modstander. Således indbyder jeg til samarbejde og respekt ud fra devisen om, at vi alle ønsker det bedste for Danmark, til gavn for unge, ældre og dem i midten, familier og singler, men også gæster udefra, om det så er studerende, der gæster Danmark i et par år eller turister, som har slået vejen forbi.
Alle skal de opleve, at her er der nogle borgere, der har en kommune og ikke en kommune, der har nogle borgere.
Mit politiske projekt og ambition
Siden jeg var ganske ung, har jeg haft lyst til at arbejde med politik. Tilbage i 1992, lige efter at vi i Danmark havde stemt nej til Maastricht-traktaten, meldte jeg mig ind i Venstre. Årene gik og jeg blev elevrådsformand, formand for Venstres Ungdom i Odder og
efterfølgende bestredet flere tillidsposter i Venstre.
Jeg har altid interesseret mig for samfundets styrelse, interesseret mig for, hvorledes vi prioriterer de fælles ressourcer og hvorledes vi sikrer, at den enkelte har frihed, muligheder, lyst og evner til at forme eget liv.
Derfor er det også naturligt for mig nu, hvor jeg har oparbejdet betydelig erhvervs- og livserfaring, at stille mit kandidatur til rådighed for borgerne i Horsens Kommune.
Sådan vil jeg tjene borgerne bedst
Jeg har gennem mit aktive virke i Venstre et godt forhold til byrådsgruppen og har således oparbejdet et godt kendskab til administrationen af Horsens kommune og hvorledes den påvirkes af region og stat. Dette er en af fordelene ved et gammelt parti, hvor vi samarbejder på tværs af de administrative niveauer På den måde tror jeg, at vi tjener borgerne bedst.
Baggrund og uddannelse
I dag er jeg ansat som International Sales Director i en IT-virksomhed, der leverer løsninger til den kollektive persontransport. Når jeg ikke besøger kunder, bruger jeg tid på at dygtiggøre mig som reserveofficer ved at læser en Master i Militære studier ved Forsvarsakademiet. Således har jeg erfaringer fra både det offentlige og private erhvervsliv.
Vejen hertil er gået gennem mange brancher og funktioner samt en tid som selvstændig erhvervsdrivende. De fleste af årene har jeg arbejdet som leder, projektmager og problemknuser. De seneste år har mit virke overvejende været på den internationale bane, og i perioden august til december var jeg udsendt som logistikofficer ved kampbataljonen i Letland.
Forudsætningerne for det går gennem en elevuddannelse som grossist/købmand, toppet op med en HD i Organisation & ledelse og en hulens masse forskellige jobs i det private erhvervsliv.
Længe før det blev jeg uddannet befalingsmand & officer ved Opklaringsbataljonen ved Jydske Dragonregiment i Holstebro
I 2002 blev jeg udsendt som delingsfører for en spejderdeling til Kosovo. Siden har jeg været tilknyttet Forsvaret som reserveofficer, nu som Kaptajn af Reserven i staben ved Arktisk Kommando i Grønland.
Længere tilbage, i barndommen blev værdikompasset grundlagt i Spejderbevægelsen, hvor respekt for egen og andres overbevisning, at værne om naturen samt tage medansvar for samfundet dyrkes samtidig med, at man er en god kammerat, hensynsfuld og til at stole på.
Egebjerg – Lundumskov
Kontakt
E-mail: stephan@rnold.dk
Adresse: Lundumskovvej 17, 8700 Horsens
Telefon: +45 4196 4097
OBS: Har du en nyere mobil, kan kameraet automatisk scanne QR-koden.
Du kan også blot trykke på linket, så kommer du direkte til min Facebook eller Linkedin profil


